click me
PLANPORTAL

Hvorfor ønsker vi fokus på turisme?

Svendborg med Øhavet giver unikke rammer for udvikling af turismen – og vores lokalsamfund.

Turisme er et hastigt voksende erhverv og Svendborg har et stort vækstpotentiale

Svendborg har de bedste forudsætninger for en fortsat udvikling af turisme, der fokuserer på at udvikle vores stedbundne værdier og potentialer og som samtidig understøtter det gode liv for kommunens borgere.

Mange turister efterspørger unikke oplevelser, som knytter sig til bestemte steder eller til særlige arrangementer. Øhavet byder på helt unikke oplevelser og aktiviteter, som kan videreudvikles til oplevelser i verdensklasse.

Svendborg by, som Øhavets hovedstad med det maritime havnemiljø, kan tilbyde særlige bymæssige og kulturelle oplevelser.

 

Byrådet vil skabe rammer for, at der kan skabes en bæredygtig turisme med udgangspunkt i Øhavet og Svendborgs kvaliteter og på lokalsamfundets betingelser.

Kulturmiljøet som ramme for udvikling af turisme – og vores lokalsamfund.

Mange turister efterspørger oplevelser, som fortæller historier om vores kulturarv.

Svendborgs kulturarv er rig på både fortællinger og fysiske spor. Det ses i de varierede kystlandskaber, de levende kystmiljøer og små havne, herregårdslandskabet, de fornemme herregårde og slotte. Det skovklædte bakkelandskab, som med skarpt skårne ådale ud mod vandet definerer den særlige natur. De velbevarede landsbyer fra nyere tid, hvide middelalderkirker, forsamlingshuse og frie skoler repræsenterer noget helt særligt.

Her ligger potentiale for fortsat udvikling af turisme, som dyrker fortællinger om vores fælles kulturarv. En turismeudvikling, som samtidig vil styrke vores egen stolthed og tilknytning til egn.

Byrådet vil arbejde for at udvikle rammer for en turisme som tager afsæt i vores kulturmiljøer og landsbyernes fællesskaber.

Aktiv natur- og friluftsturisme

Turisterne bruger i stadig højere grad naturen, kyster og vand, som ramme for aktive ferier. Svendborg har forudsætninger for at videreudvikle den aktive friluftsturisme. Svendborg Kommune har vel nok en af Danmarks smukkeste vandreruter, Øhavsstien og mange andre afmærkede gang- og cykelstier. Hotspots for dykkere, populære sejlområder for havkajakker, 760 bådepladser i private og kommunale havne. Fugletårne i tilknytning til større naturområder, større private og kommunale skove, spændende naturområder og gode badestrande.

Byrådet vil arbejde for, at vi udnytter og udbygger de muligheder, som naturen giver, og dermed skabe nye attraktive tilbud til både turister og borgere. 

UNESCO Geopark

Sammen med Naturturisme I/S og nabokommunerne arbejder byrådet for en udnævnelse af det Sydfynske Øhav til UNESCO Global Geopark.

Formålet med udnævnelsen er at synliggøre den geologiske arv og aktivt bruge udnævnelsen til at skabe en ramme for fortsat udvikling af området. Det skal ske i et samarbejde med lokalsamfundene og i et samspil med områdets natur- og kulturhistoriske værdier.

Byrådet vil arbejde for, at det Sydfynske Øhav opnår udnævnelse til UNESCO Global Geopark, som kan danne ramme for nye initiativer og projekter.

Sommerhuse

Flere sommerhusområder vil være med til at skabe synergi mellem turismeerhvervet, det lokale erhverv og vores attraktioner, da flere sommerhuse vil skabe flere overnatningsmuligheder
og mulighed for længere ophold.

Svendborg har i dag få sommerhusområder, som alle er helt udbyggede. For fortsat at være et gæstfrit og attraktivt sted at besøge, ønsker byrådet at arbejde for at der kan etableres flere
sommerhuse.

Byrådet ønsker at styrke kommunen som et gæstfrit og attraktivt sted at besøge. Derfor er det vigtigt, at der er et varieret udbud af overnatningsmuligheder for både sæson- og helårsturismen.

Kontakt

Svendborg Kommune
Ramsherred 5
5700 Svendborg
Telefon 62 23 30 00